Ønsket om viden frem for alt kendes fra staklen Dr. Faustus, snydt og bedraget af den snedige Mefistofeles. Faust blev drevet af sin forblindelse, af den vanvittige idé at indsigts viden skulle kunne måles sig mod visdom. Han glemte den naive men evigt gyldige sandhed, at uden kærlighed vil alt andet fremstå som hans egen forblændede vrangforestilling.  

Alligevel har mange hidkaldt også den lede - men meget vidende: Astaroth. Helvedes sludrevorne intellektuelle, Astaroth, som elsker enhver mulighed for at debattere skabelsens struktur og syndefaldets omstændigheder. Der findes ikke meget konstruktivt i snakken, der kommer som en lind strøm af negativ beklagelse, hvis man ikke holder ham i ørerne og til sagen.

Andre, og her blandt mange, synes faldet for snedige diabolske argumenter, som vender tingene på hovedet: Gud som ond og Satan god! - Ak, dette tror kun dybt enfoldige sjæle. Endelig har mange mennesker, som omgikkes dæmonerne, simpelthen kunne regnes for kliniske set sindssyge personer forført af deres egen og andres skingre skørhed.

Nogle har desperat søgt udveje, hvor Gud tilsyneladende fejlede, andre stakler har fulgt vejen, hvor egoistisk ondskab og hadske handlinger synes nødvendige for at dække over et såret og splittet indre.

Markus beretter om hvordan Jesus bor i Ørkenen i fyrretyve dage og dér bliver fristet af Satan ("Markus 1:13 ") men blev sørget for af englene, idet Han jo ikke fraveg den rette handlen og modigt afstod fra Satan og alt Hans væsen.  

I "Lukas 4:15 " hvor Jesus forklarer lignelsen om sædemanden, nævner Frelseren igen Satan, slynglen der fjerner ordet, når det ligger sået i de, der har hørt det, som ånden siger til Menigheden.

Hos Lukas beskrives Satan som modstanderen, den evige drillepind, der underlægges via Frelsens mirakel. For eksempel beretningen om da de 70 udsendte vender tilbage til Jesus og begejstrede beretter om, at selv helvedes værste dæmoner adlyder dem, ligeså snart de fremsiger Jesu Kristi vidunderlige navn. Hertil svarer Hans Frelsende Hellighed (H.F.H.): ("Lukas 10:18-20 "):  

"Jeg er begyndt at se, at Satan er faldet som et lyn fra himmelen. Se! Jeg har givet jer myndighed til at træde på slanger og skorpioner, og over hele fjendens magt, og intet skal på nogen måde skade jer. Dog, fryd jer ikke over dette at ånderne underordner sig jer, men fryd jer fordi jeres navne er indskrevet i himlene.".  

XXX

Dette skriftsted (som har paralleller i "Apostelgerningerne 10:38 " og i "Romerne 16:20 ") vender tilbage til Satans rolle som modstanderen, der nu let overvindes i Kristi kraftige navnekald. Men Satannedtrampningen henviser også til den gamle opfattelse af de to englekræfter - den gode og den slette samvittighed - der også synes at genklinge i "Lukas 4:1-10", hvor Jesus ved at sige "Nej!" til Satan får hjælp fra englene til at leve.

XXX

[TOP]