Supplement 4.7i

Dæmoner & Djævle (D.&.D.)

De faldne Engles kompagni regnes for stort og omfattende. Traditionerne melder blandt andet; at de engang alle eksisterede som rene og gode ophøjede væsener, men at de, da de fik det frie valg, ikke længere ønskede at støtte Gud, de kunne ikke lide Gud og således forlod de Gud og Gud måtte da derfor forbande engle med denne holdning: De faldne engle.

I stedet for at tilbede Gud og at hjælpe Menneskene ønsker de ondsindet at hævde sig selv på Guds og menneskers bekostning. De ønsker at få menneskene til at falde væk fra Guds Veje, ligesom de selv faldt.

"Bibelen" nævner altså: Beliar nævnt "2. Korinter 6:15" og omtalt mellem linierne i "5. Mosebog 13:13"; "Dommerne 19:22"; "1. Samuel 10:27 ". Hans tilbedere kendes som "uslingerne". Også Behemoth og Leviathan og andre nævnes. Se de individuelle biografier nedenfor og i de omstående ruller.

Men der findes talrige andre dæmoner og djævle, ja legioner i Helvederne som fremstilles både i den kabbalistiske tradition, i Kristendommen, i Islam og i folketroen. 

De faldne engle har mistet deres oprindeligt skønne form, skønt enkelte af dem stadig evner at fremtræde forklædt som smukke og åndelige væsener, jævnfør allerede Apostlen Paulus i "2. Korinther 11:14", eller som ("1. Peter 4:8"):

 "en brølende løve".

Supplement 4.7ii

Djævelfordrivelse

Det bliver naturligvis Satan, den Lede, der inspirerer Judas, forræderen ("Lukas 22:3"; "Johannes 13:2"). Jesu Banemand, som ikke brugte djævelsfordrivelsens formular givet i Matthæus' beretning om Jesu og Satans samvær i ørkenen ("Matthæus 4:8-11"). Jesus nægter her gudfrygtigt at tilbede Satan konfronteret med alverdens magt og herlighed (vers 10):

"Så sagde Jesus til ham: "Forsvind, Satan! For der står skrevet: `Det er Jehovah din gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.'.".".

Da Jesus omvender Paulus ved at vise sig for ham, nævner han kampen mod Satan, og den bliver senere vigtig for Paulus i hans epistler. Jesus, som også kaldes Kristus, opfordrer Paulus til omvendelse og til at tage missionstjenesten på sig. Frelseren nævner at hedningene skal vendes fra mørke til lys, fra Satan til Gud, for at de kan få tilgivelse for deres synder og en arv blandt dem, som står helliggjort ved Jesu glorværdige navn ("Apostelgerningerne 26:14-18").

Opfattelsen af Satan som Verdens Herre udgår altså fra beretningerne om fristelserne i ørkenen (af versionen i "Johannes 12:31" især) og af dette skriftsted, hvor Apostlen Paulus møder Jesus og omvender sig.

Men ikke altid synes formularerne at have virket efter Mesterens Himmelfart: i "1. Thessalonikere 2:18 " indrømmer Apostlen Paulus; at Satan hindrede ham i at besøge menigheden og i "2. Thessaloniker 2:4-12 " især, beskriver han indgående Satan, modstanderen som den frafaldne, lovløse undergangs søn. Djævelen, han som sætter sig imod og vil ophøje sig selv over enhver form for gudsdyrkelse, han som ledsager den lovløse i kraftige gerninger og løgnagtige tegn og undere. Han som skaber uretfærdighed, der vil ende under Jesu milde herredømme i Guds By efter Dommedag.

I Korinterbrevene nævnes Satan også flere gange. Først i det skriftsted hvor denne faldne engel sættes i forbindelse med seksuel lyst, også under de syndige former kaldet utugt. Den syndige skal overgives til Satan - til kødets undergang - for at ånden kan blive frelst på Herrens dag ("1. Korinter 5:5 ").

Til alt held for den menneskelige naturs overlevelse formaner "2. Korinter 2:10-11" især, at kristen næstekærlighed indbefatter tilgivelse af synderen (op. cit. af vers 10):

"Den I frit tilgiver et eller andet, tilgiver jeg også.". 

Derfor vil mennesker "ikke blive overlistet af Satan", hvis planer "vi jo ikke er uvidende om" (af vers 11).

At man kan kende Satan og hans tjenere på deres gerninger, fremgår af "2. Korinther 11:14 " som svovler imod de falske apostle og advarer om, at Satan fremtræder som "en lysets engel". Endelig indrømmer Paulus da i "2. Korinther 12:7 ", at for at han ikke skulle føle sig alt for ophøjet og selvsikker (op. cit.):

"... blev der givet mig en torn i kødet, en Satans engel,".

Netop Korintherbrevene har medvirket afgørende til dannelsen af den kristne sexualmoral.

I Efeserne nævnes djævelen igen to gange: først i "Efeserne 4:27 " hvor belæringen lyder: (op. cit.): 

"..giv ikke plads for djævelen".

Og dernæst i "Efeserne 6:11", hvor den berømte rustning fra Gud omtales som en sikker beskyttelse mod Djævelens listige anslag ("Efeserne 6:11-18"); - anslag eller snarer som også "1. Timoteus 3:7" og "2. Timoteus 4:26 " fortæller om.

I Timoteus fremstår djævelen først som den gamle anklager ved Guds Domstol, så kaldes Djævelen: Løgnens Fader, som forblinder de faldne og forvirrede, men ikke de rettro i Frelsens Mirakel.

Djævelen nævnes meget mere i "Det Nye Testamente" end i "Det Gamle Testamente". I sin forklaring af lignelsen om hveden og ukrudtet siger billedtalens mester, Jesus den Uforlignelige, at Menneskesønnens Gode sæd kan lignes ved Rigets Sønner, mens Djævelens sæd bliver til fyrbrænde på Dommedag, den dag hvor englene skal høste ("Matthæus 13:39"). Jesus kommer tilbage til dette prægtige bål i "Matthæus 25:41", hvor Menneskesønnen vil bruge den fuldstændige formular for Djævlefordrivelse:

"Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild som er beredt Djævelen og hans engle.".

Jesus forklarer om sandhedens natur, om at blive genfødt i Gud Herren. Han taler mod de, der ikke forstår frelsens umiddelbare forløsning, da han, i "Johannes 8:42-45", afslører Djævelen og Helvedsrakkets dræbernatur og løgnagtighed. I "Jakob 4:7-8 " gives formularen for at overvinde dette pak: 

"... stå Djævelen imod, og han vil flygte fra jer. Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.".

Dette præciseres i "Hebræerne 2:14 ", hvor Djævelen sammenlignes med døden. Jesus overvinder med sin død Djævelen, som har magt til at forårsage døden. Djævelen fremstilles altså her som døden og det evige livs forjættelse udgør sejrens pant, når tidernes ende står for.

Og kampen har bølget siden tidernes begyndelse, lige siden den snedige slange i "1. Mosebog 3:1". For ("1. Johannes: 3:8-10 "): 

"Djævelen har syndet fra begyndelsen"

Johannes pensler det helt klart ud i vers 10, hvor han påpeger at de som overholder kærlighedsbudet, AGAPE, lever som Guds børn, de som ikke overholder AGAPE regnes for Djævelens yngel.

Som det fremgik i de forrige afsnit, så står mennesket og Menneskesønnen ikke alene i denne kamp. Det allerede anførte citat fra "Judas 1:9 " beviser; at Ærkeenglen Mikael kæmper sammen med os og profeterne i denne kamp, og at han bruger formularen (Se også "Zakarias 1:2-3"):

"Måtte Jehova irettesætte dig!".

Og også i Judas' brev antydes historien om de faldne engle med ordene om ("Judas 1:6"):

"... de engle som ikke bevarede deres oprindelige stilling, men forlod deres egen bolig",

Engle som Jesus Kristus har lagt i lænker.

I Åbenbaringen antager Djævelen mange former: dragen, slangen, dyret. I tilslutningen til opfattelsen af Satans og dæmonernes fald længe før menneskets skabelse omtaler "Åbenbaringen 12:9": 

"... slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan, som vildleder hele den beboede jord".

I "Åbenbaringen 20:1-3,7,10 " bindes da Djævelen, Satan, for tusinde år i den forseglede afgrund, under englen Apollions vagt, indtil han (i vers 7) så igen slippes løs for en stund, blot for - i vers 10 - at ende i Svovlsøen sammen med Vilddyret og den Falske Profet. Evig pinsel - nat og dag -bliver da siden Satans og hans bandes lod. 

Mange engleforskere bevidner dog, at såvel i kabbalistiske som i mange frikirkelige kredse har man indregnet, at ligesom de faldne engle faldt længe før menneskets skabelse, vil de også først finde frelsen, når mennesket efter dommedag, når tilbage til Eden. Den svenske seer og profet, Michael Agerskov og hans lille menighed, Vandrer Mod Lyset, mener, at Satans omvendelse skete i 1911 e.v..  Efter at Jesus havde bragt Satan til ønsket om frelse og forsoning med Gud, aflagde Jesus og Satan et besøg hos Michael Agerskov. Under besøget havde denne kendte svenske mystiker kærlighed og styrke nok til at gå i forbøn hos Gud for den forhadte djævel, siden startede Satans vandring tilbage til lyset.

Den amerikanske engleforsker Malcolm Godwin samlede, hvad han kaldte syv legender om de faldne engle: For det første den ældgamle opfattelse af Guds Skygge, den dystre side, den oprindelige todelte opfattelse af det højeste. For det andet historien om at den frie vilje førte til at visse engle valgte at modstå Gud. For det tredje legenden om at englenes begær efter menneskenes kvinder førte til faldet (Gudsønnerne "1. Mosebog 6:2"). For det fjerde englenes stolthed, som Lucifer der vil overstråle Gud. For det femte Krig i himlen, den krig som Menneskesønnen og englene endelig vil ende ifølge Åbenbaringen. For det sjette Frelserens Lidelser: Det forhold at frelseren gerådede i Satans vold i ørkenen men modstod, og at mennesker nu kan falde for Satans magt, hvis de ikke afstår fra alt hans væsen og gerning, samt påkalder Gud. Og endelig for det syvende legenden om englenes ulydighed.

Supplement 4.7iii

Encyclopædiserede Faldne Engle (E.F.E.)

• Abigor: Krigsdæmon af højeste rang. Viser sig som en smuk ridder i fuld rustning, med lanse, standart eller scepter. Ved alt om krigskunst, sikre fremtidsprognoser og kunsten af få soldaterne til at bakke op om officererne.

• Abracax / Abraxas: Oldgammel gud genfødt som dæmon. Gnostisk helgen men regnet til de Faldne Engle på grund af sit hanehoved og sine drageklør på mange gamle amuletter. Elsker gåder om de 365 dage; kaldes blandt nogle gnostikere den, der sendte Jesus til jord med sit magiske ord: Abracadabra eller Abrahadabra, som moderne mystikere siger.

• Adrameleck: "Ildens Konge". En af Ærke Dæmonerne. Viser sig som et æsel eller en hest på to ben med påfuglehale. Gammel assyrisk gud med brændende børneofring. Arbejder sammen med Asmodæus.

• Alastor: Streng Falden Engel. Ligner et menneske med klør og har et hoved skabt som en tyr og en rovfugl. Bærer kniv og stav. Bøddel for den infernalske konge. Siden olderdag kaldes alle plageånder og deres værk alastores.

• Amon / Aamon: For nogle den ægyptiske Bukkegud Amon dæmoniseret men kendes med et ugleansigt, behåret menneskekrop med slangehale og et rovdyrs forben og som den tungeste i Helvede.

• Asmodæus: "Dommens Skabning". Fremtræder med tre hoved: Tyr, Menneske og Vædder, har slangehale med griffevinger og gåsefødder samt rovdyrklør. Ridder ofte på hest eller drage. Kendes på sin fæle ånde. Ødelæggelses dæmon en falden engel som Salomon undertvang. Som slange måske Evas forfører. Giver seglring og andre smykker, usynlighed, geometri, regnekunst, astronomi og maskinkonstruktion. Barhovedet og med fødderne fast plantet på jorden påkaldes han.

• Astaroth: Falden Seraf. Menneskeansigt og menneskekrop griffevinger, hugorm i hånd, ridder på grif af sit ene tabte par vinger. Måske "Bibelen"s djævel. Påstår selv at han ikke faldt og virker meget interesseret i syndefaldet og skabelsesberetningen. Stor Skatmester i Helvede, kyndig om fortid og fremtid, meget snaksom humanist, føler sig evigt uretfærdigt behandlet. Viser sig som Seraf-slange når han man slutter kontrakt med Helvedes kræfter.

• Azazel / Hazazel: "Gud giver styrke". Måske den første engel som faldt. Ligner et menneske med bukkehorn og lange klør. Går omkring med buk. Siges at have nægtet at tilbede Adam en dødelig. Stamfader til Islams djævel Iblis. Lærer mænd våbenkunst og kvinder kosmetik. Krig, kærlighed. Syndebuk.

• Bael: "Herre", "Mester". En førstekonge i helvede. Viser sig med tre hoveder: skrubtudse, menneske og kat, og har stor lodden edderkoppekrop. Han formidler finesse og snedighed, at være usynlig og synlig på rette tid og sted og at sætte fælder og net op.

• Balan: Falden Herskerengel nu fyrste i Helvede. Kan vise sig i en skikkelse noget lig Asmodæus og med flammekaster øjne, men ofte blot menneskelig med lange horn i panden, nøgen, gedebukkeskæg med spurvehøg i hånd, på ryggen af en bjørn. Ved alt om tid, fortid, nutid, fremtid, snedige fælder, at se uden at blive set. Taler med hæs, vild stemme.

• Beelzebub: "Fluernes Herre". Dæmon, nævnt i Bibelen som anført i teksten, men også i "2. Kongebog 1:3". Bruger fluer, helbreder mirakuøst, smitter diabolskt. Regnes for overmåde magtfuld i Helvede. Kan også vise sig som en kaos-buk.

• Behemoth: Storæderen i Helvede. Viser sig med elefantkrop, som hval, men også som hund eller ræv. Nævnt i "Job 40:15-24", blandt andet som "Guds vejes begyndelse", et dobbeltforhold antydes, selv om Behemoth normalt regnes til dæmonerne. I familie med Leviathan, for nogle et uddødt dyr, for andre ur-Satan selv.

• Belial / (Biliar, Berial, Matanbuchus): Måske Falden Dyderengel. Nævnt i "Bibelen". "2. Korinter 6:15". Optræder i menneskeskikkelse med katte- eller løveansigt. Danser og viser sig frem, ophidser til alle slags hor og utugt, ønsker at snyde alle, også dem som fremmaner og binder ham. En af igangsætterne ved sabbats-orgierne, hans vilde tilbedere omtales også i "5. Mosebog 13:13"; "Dommerne 19:22" og "1. Samuel 10:27". Kaldes Engel af Lovløshed og Værdiløs Gave som Matanbuchus.

• Belphegor: "Den åbne højs Herre". Bjergtrold. Falden engel af Fyrsters Orden. Belphegor viser sig enten som mand eller smuk nøgen kvinde. Manden har lange fødder og hale, samt to sidehorn. Opdagelsernes dæmon, giver rigdom, siges også at være Frankrigs Dæmon. Hans mysterium hedder Priapus, Falloskulten.

• Beleth /(Bileth, Byleth): Falden Tronengel med stærk forbindelse til Kræfterenglene. Ligner kat, omgivet af katte som spiller trompet og dansende mus. Stærk og frygtelig, kræver mod og nøje forberedelse ved fremmaning, da han regnes for hidsig, men skaber så harmoni mellem kønnene. Tjente måske Noas søn Kam, den første dæmonbesværger og stamfader til Israels fjender i Assyrien (jvf. blandt andet "1. Mosebog 9:25"; og "1. Mosebog 10:6-20").

• Caim /(Caym, Camino): Falden fra Engles Orden. Viser sig som en solsort, med kårde om livet, eller som en mandsskikkelse i fugleham. Logik og sprog, kender fugle og vismænds sprog, alle slags lyde. Diskuterede med Martin Luther.

• Forneus: Falden Tronengel med plads også i Engles Orden. Fremtræder som et havuhyre, men kan blive menneske. Kunst, videnskab, sprog og fjenders kærlighed.

• Gaap / Tap: Falden Kræfterengel. Menneskeskikkelse med store flagermusevinger, et pandehorn og store øren. Pinefuldt had og kærlighed mellem mennesker, spådom, transport. Fremmanes ved Elias og hellige Guds navne, har et kannibalistisk, nekromantisk aspekt.

• Leonard: Første rangs dæmon. Øverste chef for alle hekse, troldfolk og satanister. Sabbattens 1. mand. Menneskekrop og bukkeansigt med tre horn, lange ræveøren, gedebukkeskæg og et ansigt på bagdelen. Den handlende syndebuk. Privat melankolsk og følsom, ved sabbat ophøjet og med stor alvor.  

• Leviathan / Livjatan: "Det som samler sig i folde". Det kvindelige havdyr, skabt med Behemoth på den 5. dag. Nævnt i "Job 41:1, 15-17, 19-21" især; "Salme 74:14"; "Salme 104:25-26"; "Esajas 27:1". Den oprindelige gudinde for det kosmiske og jordiske hav, nu altædende mandligt hav-uhyre.  

• Lucifer: "Lysbringeren" "Lys Bærer". Viser sig som dionysisk nøgen dreng. Lucifer driller meget, skaber forveksling og fejl. Snupper heksens kost i luften og laver drengestreger. Men oplyser også om alt, bringer forståelse ofte den første til at blive påkaldt ved Sort Sabbat.

• Mammon: "Rigdomme" på aramæisk. Lille, laset og fattig vindtør mandsling som sidder på skatkiste med pengeposer. Omtalt i billedtale som "rigdom" i "Bibelen", "Matthæus 6:24"; "Lukas 16:13". Giver rigdom og magt, styrer måske verden indtil Dommedag.

• Mephistophilos / Mefistofeles: "Han som ikke elsker lyset". Falden Ærkeengel. Ødelægger og løgnhals. Skriver Helvedes pagt og driver den uheldige underskriver til vanvid og død. Regnes gerne for en Satans slave, som tager sig af den mere personlige kontakt med troldfolk, som i fortællingen om Dr. Faustus. Har forbindelser til Tidens Engle, primært planeten Jupiter.

• Moloch / Molech: Fyrste i tårernes land, siges at være dækket af mødres tårer og børns blod. Viser sig i menneskeskikkelse med et hoved som en ko. Oprindeligt, ifølge 1. Kongebog 11:7 Amonitternes afskyelige Gud, som bragte den store Salomon til fald. Hans kultbillede: en stor statue med indbygget ovn i hvilken 7 typer levende ofre blev aflivet, blandt andet skrigende børn som blev brændt under tromme tam-tam og cymbalklang.

• Nephilim / Nefilim: Kæmperne, den gamle race. Omtalt "1. Mosebog 6:3" og "4. Mosebog 13:33". Bebor landet som opæder sine sønner. Slægten omfatter blandt andet Emim (terrorister), Refaim (svagheder) Gibborium (kæmper). Fremstiles ikke blot som fortidens kæmpefolk, men gøres i dag til væsener fra det ydre rum.'

• Ophis: "Slange". Leder af de oprørske faldne engle. For Ofitterne visdommens slange som bragte mennesket (Adam og Eva) fra det naturlige dyrestadie til selverkendelse og bevidsthed.

• Paimon / Paymon: Falden Herskerengel. Viser sig som kvindagtig mand på dromedar, gerne ledsaget af to hjælpere, Bebal og Abalam. Kan hjælpe med at opnå alle slags gunst- og æresbevisninger, og ved meget om kunst og videnskab. Kommanderer over en legion af dels faldne, dels højhellige medlemmer af Engles Orden og af Kræfters Orden.

• Rahab: "Vold". Falden Kræfterengel. Et aspekt af Leviathan og andre urtidsmonstre, men også en ulydig engel som modstod skabelsen. ("Esajas 51:9"). Betegner også Ægypten som det onde land. Bør ikke forveksles med skøgen Rahab, Davids bedstemor. Se under Kræfterengle.

• Rofocale / Lucifuge Rofocale: Helvedes Statsminister. Viser sig som menneske med klove, hale og tre horn. Mester i at finde skjulte skatte. Stormester over Bael, Agares en falden Dyderengel og Marbas, løve-dæmonen.

• Satan (Sammael, Satanil, Samil, Sier): "Modstander". Hed tidligere Satanail, Helvedes førende fyrste. Viser sig som et menneske med horn og hale. Se teksten ovenfor for nogle af de skriftsteder hvor Satan nævnes. Oprindeligt for jøderne ikke regnet som "falden", men blot et billede af den onde samvittighed, djævelens advokat. Ærkefjende af mennesker, stiller fælder, begår alle slags synder. Snyder enfoldige sjæle, giver dem kort storhedstid og langt pinefuldt fald. Har forbindelser til Serafer, Keruber, Dyder, ja alle hierarkierne. Har aldrig gjort mennesker godt i det lange løb. Ifølge mange overleveringer: jødiske, Hieronimus, Agerskov og mange mange andre vil Satan til slut finde fred og frelse.

• Wall: Falden Kræfterengel der viser sig som en Dromedar på to ben. Kan skifte skikkelse til menneske, men taler så kun ægyptisk. Kan udtale sig korrekt om fortid og fremtid, især når det ser mest håbløst ud. Wall har 36 legioner af dæmoner under sig, alle store dæmoner har et stort antal slaver ordnet i legioner, disse viser sig ofte, istedet for dæmonen selv, når utrænede, syndefulde mennesker søger at fremmane djævle 

• Zophiel: "Guds Spion". Kerub, måske slet ikke falden engel, måske blot dobbeltagent. Kaldes Helvedes Herold, med i al slags planlægning og strategi imod mennesker og Gud, men afslører ofte planerne. Guds Spion har tilsyneladende indtil nu afværget alle Helvedes anslag mod de rettro. Se også under Keruber.

[TOP]